Kapaso - italienske vine
Billeder på oplevelser og gode historier 

Che pazzo

(udtales "kæpatso")

er italiensk og betyder: HVOR VANVITTIGT!

Historien om KAPASO 

Som for så mange andre dedikerede vindrikkere, opstod ideen om at "dele" smagsoplevelser og historier fra vingårdene i Italien fra talrige ferier i dette spændende land. Her er vinen, dyrkningen af druer, appellationssystemet og ikke mindst mange vinbønders "se'en stort på" samme system et spejl på den italienske historie med talrige skiftende perioder, hvor bystater, skiftende herredømmer i større eller mindre byer og provinser bekrigede og afløste hinanden, inden landet blev samlet til det, vi i dag kender som Italien.

De første år havde vi børnene med på ugers fantastisk sommerferie; vinen blev oftest købt i supermarkederne eller i bedste fald under korte besøg på lokale vingårde.

Senere, da børnene var "fløjet fra reden", fik mange af feriedagene i Italien mere fokus på interessen for oplevelser og historier tilknyttet druernes dyrkning, høsten, produktionenen af vinen og ikke mindst smagningen af de ædle dråber.

Oftest er ferierejserne gået til Toscana og det nordlige Italien omkring Verona og Gardasøen. Derfor er det naturligt, at KAPASO's udvalg (endnu!) består af vine primært fra disse områder.

I 2006 besluttede vi at danskerne skulle have mulighed for at smage de samme herlige vine, som vi havde fulgt dyrkning og produktion af. Derfor begyndte vi at sælge vinene i Danmark under navnet KAPASO trading I/S.

Det der har drevet os er kærligheden til vinen, de intense stunder og smagsoplevelser vi har mødt undervejs, og ikke mindst ønsket om at dele disse oplevelser med så mange som muligt.

Derfor kommer vi også gerne ud og fortæller om vores vine og holder vinsmagninger. Se mere om dette under arrangementer.

Som et morsomt kuriosum har vi efterfølgende fundet ud af, at KAPASO (omtrent!) har italienske "aner" i sproget (se her overfor!) og vinproduktionen! Således er navnet på en af de store brunello-vingårde i Toscana-regionen Caparzo!

KONTAKT:kapasovin@gmail.com

KAPASO trading I/S • Palle Pagh • tlf. 40 53 89 33 • Karsten Damgaard • tlf. 20 25 35 99 • Søren Olesen • tlf. 20 30 33 66
Lav din egen hjemmeside med mono.net